Danske kommuner kan få større glæde af flere innovative miljøteknologier

19. april 2021

Danske kommuner kan få større glæde af flere innovative miljøteknologier

Langt flere kommuner kan høste fordele ved brug af de mange nye innovative miljøteknologier, der kommer på markedet. Men man skal passe på ikke at købe ind i blinde og komme til at stå med en løsning, der ikke holder, hvad den lover. Ved at stille krav om, at løsningen er kontrolleret af en uvildig part, kan man sikre sig, at man får hvad man betaler for.

Der kommer flere og flere nye innovative miljøteknologier på markedet, men det kan være svært at finde ud af, om de rent faktisk virker efter hensigten. Hvordan kan man som kommune fx være sikker på, at det minirenseanlæg til rensning af spildevand fra sommerhuse, som man overvejer at investere i, faktisk får fjernet de specifikke stoffer, som producenten lover, når teknologien er så ny, at der ikke findes veletableret praksis eller erfaring på området?

Det findes der heldigvis en løsning på. Nye innovative miljøteknologier kan ved hjælp af en såkaldt ETV (Environmental Technology Verification) dokumentere, at de lever op til den miljøeffekt, de lover. Fx at de har en bestemt funktion eller efterlever bestemte krav. Det kan være et lavt energiforbrug, en renere teknologi eller en høj ydeevne.

”Der er rigtig mange gode grunde til at afprøve nye innovative miljøteknologier, og hvis kommunerne tør gå forrest og investere i de nye løsninger, giver det flere muligheder for, at der kommer nye grønne ideer på markedet. Ved at indskrive et krav om en ETV i sit udbud får man en sikkerhed for, at det man køber kan bruges til formålet og samtidigt stiller man alle producenter lige, fordi man ikke kan byde uden at kunne dokumentere miljørelateret effekt ”, siger Thomas Bruun, adm. direktør i ETA-Danmark.

Øget klimasikring ved hjælp af miljøteknologi

Der findes allerede mange oplagte eksempler, som kommunerne kan finde inspiration i. Rigtigt mange kommuner i hele landet kæmper med tilbagevendende oversvømmelser af kloakker og kældre. Det gælder også i Randers, hvor man var plaget af oversvømmelser pga. et højt vandspejl i afløbssystemet og generelle kapacitetsproblemer i afløbsledninger i den centrale by. For at afhjælpe dette problem blev der anvendt en verificeret teknologi, nemlig en afløbsregulator fra Mosbaek, der forsinker flowet af vand i forbindelse med skybrud, så man undgår oversvømmelse af veje, kældre osv.

”Mosbaek har fået verificeret, at teknologien har den forsinkende effekt, som de lover, og dermed kunne man i Randers trygt indkøbe løsningen i sikker forvisning om, at produktet virker”, siger Thomas Bruun.

Mosbaek fik i 2015 efter et grundigt testforløb en ETV-verifikation af deres teknologi og efterfølgende har de også fået en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), der danner grundlag for, at de kan CE-mærke deres produkt og dermed mulighed for at eksportere til resten af Europa.

”I et mere og mere kaotisk marked, hvor ydeevnen hovedsagelig baseres på leverandørernes egne udsagn, giver verifikationen vores kunder en mulighed for at specificere et produkt med en dokumenteret ydeevne”, siger Torben Krejberg, teknisk direktør i Mosbaek A/S.

Genbrug af plastik

Et andet sted, hvor mange kommuner kigger efter grønne løsninger, er, når det kommer til bortskaffelse af forskellige løsninger baseret på plastik, som fx gamle kunstgræsbaner. En enkelt 11-mands kunstgræsbane består foruden plastikfibre af omkring 100 tons gummi og 120 tons sand. Det bliver både i Danmark og på verdensplan til en betydelig mængde plastik, gummi og sand, som skal bortskaffes, når banen er nedslidt og

skal udskiftes. Der er derfor stor fokus på, hvordan gamle baner bliver bortskaffet både blandt kommuner, og sportsforeninger.

Ofte bliver opgaven sat i udbud med krav om en miljørigtig løsning til at bortskaffe den gamle kunstgræsbane. Her har man naturligvis behov for, at det kan dokumenteres, at en given løsning faktisk lever op til den anpriste miljøeffekt, således at kommunen ikke selv behøver at indhente alle detaljer og kontrollere udførslen, men kan stole på en tredjepart, der har gennemgået og verificeret teknologien. For virksomheder er der samtidigt en interesse i, at de ikke skal bruge for mange kræfter på at dokumentere hver enkelt opgave, men i stedet have en generel dækkende dokumentation af deres løsning.

”Et eksempel på en virksomhed, der har fået verificeret deres teknologi, er Re-Match. De har en opfundet en teknologi til genbrug af gamle kunststofsportsbaner, så man sparer på nye råstoffer. De har fået verificeret en renseproces, hvor kunststofbanen findeles og sorteres i fraktioner, der lægges i hver sin big bag. Processen er så effektiv, at de unødvendige stoffer ender i én bag mens gummi, sandfyld og plast ender i hver sin bag, sådan at disse rensede stoffer kan bruges igen”, siger Thomas Bruun.

Efterspørgsel øger udbuddet

Der findes naturligvis en lang række andre virksomheder, der allerede i dag kan fremvise en verificeret miljøteknologi, og dermed har kommunerne gode muligheder for at kunne stille den slags krav i udbuddene.

”Jo flere virksomheder, der bruger verifikationerne, jo nemmere bliver det for kommunerne at stille krav om dokumenteret grøn – miljørelateret - effekt. Men samtidigt er det jo også sådan, at hvis kommunerne i højere grad begynder at stille disse krav, så vil flere virksomheder få et øget incitament til at dokumentere deres grønne innovative løsninger. Samtidigt kan det være med til at undgå, at vi kommer til at se flere eksempler på grønne løsninger, der viser sig ikke at have den lovede miljøeffekt. I sidste ende er det jo essentielt, at når vi skal tackle klimaudfordringen, så gør vi det med teknologier, hvor vi faktisk får den miljøeffekt, som vi regner med”, slutter Thomas Bruun.

Artiklen har været bragt i Teknik og Miljø nr. 4, april 2021.

 

Kontakt

Thomas Bruun
Thomas Bruun Adm. direktør | Managing Director
ETA
E: tb@etadanmark.dk
T: 72 24 59 68

Se også

Det kan gå grueligt galt, hvis armaturer, rør, afløb og fittings ikke er VA-godkendte

07. februar 2024

Det kan gå grueligt galt, hvis armaturer, rør, afløb og fittings ikke er VA-godkendte

Der bliver opført mange fantastiske byggerier i Danmark i disse år. Desværre har der også været projekter, hvor især vand har ødelagt bygninger, udskudt tidsplaner og krævet dyre reparationer. Med godkendte armaturer, rør, afløb og fittings samt g...

Mulighed for ny levetidsangivelse for vådrum med en TGA

24. oktober 2023

Mulighed for ny levetidsangivelse for vådrum med en TGA

Du kan nu udvide dit vådrums levetid fra 30 år til 50 år med et nyt testprogram udviklet af ETA-Danmark og Teknologisk Institut.

Grøn omstilling i byggeriet kræver dokumentation – men hvor meget?

26. september 2022

Grøn omstilling i byggeriet kræver dokumentation – men hvor meget?

At bygge med genbrugte og genanvendte materialer er en ny måde at bygge på. Derfor kræver det ordentlig dokumentation, hvis bygherre skal kunne stole på, at materialerne kan benyttes forsvarligt i byggeriet. Men en ordentlig dokumentation kræver b...

UKTA replaces ETA on the British market to achieve the UKCA mark

06. maj 2022

UKTA replaces ETA on the British market to achieve the UKCA mark

In order to introduce products onto the UK market you may need a UK Technical Assessment (UKTA). UKTA is the equivalent of ETA’s (European Technical Assessments) for non-standardized products to achieve CE Marking in Europe. ETA-Denmark offers gui...