- Cookies - Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side.

Acceptér cookies

En EU-ETV verifikationserklæring kan åbne døre til nye markeder

19 november 2015

Virksomheden PurFil ApS i Horsens har netop fået officielt bevis for effekten af deres miljøteknologiske produkt. Det kan være en døråbner til eksport og nye markeder.

PurFil ApS er blandt de første virksomheder i Europa som har fået en verifikationserklæring af deres klima- og miljøteknologiske produkt PURROT®. Dermed kan de nu redegøre for effekten af deres grønne teknologi og bevise over for deres kunder, at den virker efter hensigten og lever op til det, de lover.

PURROT® er udviklet til at fraseparere organisk tørstof fra flydende affaldsstrømme, som f.eks gylle fra intensive husdyrproduktioner eller afgasset biomasse fra biogasanlæg. Separationsprocessen giver forbedrede muligheder for at producere energi ud fra det organiske tørstof samt bedre udnyttelse af de udvundne næringsstoffer. 

- Det er glædeligt, at en dansk virksomhed får dokumentation for deres grønne teknologi og dermed går foran på området. Det er med til at markere Danmark som rollemodel inden for klima og miljøteknologi i EU, hvor der kun er ganske få virksomheder, der er verificeret på nuværende tidspunkt, siger Thomas Bruun, administrerende direktør i ETA-Danmark A/S - en del af Dansk Standard - der er akkrediteret til at udstede verifikationer af miljøteknologier. ETA-Danmark A/S har udstedt 3 af de i alt 7 EU-ETV verifikationserklæringer der indtil nu er udstedt.

PurFil ApS har netop fået udstedt sin EU-ETV verifikationserklæring af ETA-Danmark A/S. Verifikationen er en officiel og uafhængig bekræftelse af effekten ved virksomheders grønne produkter og teknologier. Formålet er at fastslå, at produktet opfylder sit formål i forhold til effektivitet, ydeevne og kundernes behov. 

- Det er af stor betydning, når vi via de uvildige parter kan dokumentere, at vores nye separationsmodul kan efterleve, hvad vi oplyser kunderne under vores markedsføring. Da PURROT®-en har effektueret en separationsgrad, der ligger væsentligt over ellers kendt teknologi, så virker det ikke som rent ”salgsgas”, når vi refererer til EU-ETV-verificeringen: Alene den dokumenterede tørstof-procent i koncentratet fra modulet har resulteret i mange henvendelser fra andre aktører med ”vådt affald”, såsom spildevand, hvorfor verificeringen måske åbner et helt nyt markedssegment for PURROT®, siger Anders Tange, CEO i PurFil ApS.

En EU-ETV verifikationserklæring er med til at åbne døre på eksempelvis eksportmarkeder, fordi det dermed kan dokumenteres, at virksomhedens miljøpåstande om et produkt holder, og at de er baseret på valide testresultater. Og det er ikke kun for den enkelte virksomhed, at verifikationen kan åbne døre til nye markeder. Jo flere danske virksomheder, der markerer sig inden for grønne teknologier, jo mere vil man i udlandet få øjnene op for danske virksomheders styrker på området. Og det kan betyde øget efterspørgsel på danske produkter inden for klima- og miljøteknologi.

Vi håber, at det danske forspring på verifikationsområdet er en indikator for, at flere danske virksomheder har set de muligheder en verifikationserklæring kan give dem. Især for mindre virksomheder, der udvikler helt nye grønne teknologiske løsninger, kan det give nogle unikke konkurrencefordele at kunne dokumentere sine miljøpåstande over for mulige købere af ens produkter.

Thomas Bruun
Direktør
Dansk Standard